I fredags tog Beila de sidste galopspring henover marken.
    En gåtur endte pludseligt, men efter et par dage hvor jeg har forsøgt at forstå, så endte den også hvor hun var i sit rette element.
    En dag hvor hun havde hygget og leget med de andre, været i haven og nydt strålerne fra solen der endelig kiggede frem.
    En gåtur, hvor hun blev lukket fri og galoperede hen over marken, kom hen og tiggede en godbid. Ville rulle sig og slingrede lidt da hun skulle op. Luntede mærkeligt et par skridt hen til Michael og lagde sig ned. En hånd blev lagt på hende og hun tog to dybe vejrtrækninger og her endte det.
    Chokerende og uden varsel.
    Beila, vores første hundehvalp. Du og jeg havde et helt specielt bånd og du var en helt speciel hundepige. Du har lært os så meget, givet os så meget.

    Jeg vil ALDRIG glemme alle de fantastiske stunder vi har haft. Du vil altid være i mit hjerte <3

    "Bare en hund", er der mennesker, der siger.
    Er det bare, at et andet liv har sluttet sig til mig?
    at en hale klapper i gulvet af glæde ved at høre min stemme,?
    at en snude fortroligt stikker sig ind i min hånd?
    at to øjne røber mig verdener af tillid og hengivenhed?


    Det sidste billede, af alle 5 samlet - taget d. 05.04.2018